|
LEKTION 7 - TIMIAN
Timian er en rigtig klassiker blandt krydderurterne. Den er aldrig gået af mode, og den kan det hele - fra et lille sart strejf af friske blade i en dessert til et ordentligt bundt i bradepanden med lammesteg. Sæt den sammen med hvidløg og tomater, og Provence-stemningen breder sig.
I modsætning til de mere tyndbladede krydderurter kan timian tåle at koge/stege med i maden over længere tid, så kom timian i simre-retter, så køkkenet fyldes af dens vidunderlige duft. Den hygger sig altid i selskab med et lille glas vin (i gryden og til kokken).
Timian er let at dyrke i haven. Den breder sig ved selvsåning. Det kan blive til store timianarealer, som man roligt kan træde på. Den kan sagtens tåle det. Den holder sig grøn hele vinteren, så man kan faktisk plukke af den året rundt. Den vil gerne have tør og ikke for tung jord. Man kan også lade den vokse i krukker – den er dekorativ - allermest, når den blomstrer, den trækker bier til og dufter så dejligt.
Anvendelse:
Timian er god til grill-mad, både på trækuls-grillen udendørs og under grillen i ovnen
En skive brød med gedeost og en lille kvist blomstrende timian og så ind under grillen – det ser smukt ud, og smagen er ligeså
Fyldte peberfrugter med ris og timian
Timian passer vældig godt til retter med æbler:
Timian på æbletærte. Og hvad med en timian- og æblegelé – både på ristet brød og som tilbehør til kødretter
Timian passer også smukt til alle slags rodfrugter
Glem ikke timian i gammeldags gule ærter og æbleflæsk
Timian på italiensk foccacia eller andet brød
Braiseret kalvespidsbryst med orange-timian er ikke nær så svært, som det lyder. Se opskrift under ”hovedretter” – en rigtig simre-ret
En lille timian-buket kan fint bruges som grill-pensel. Lad den stå en times tid i olien, du smører kød og grøntsager med, så dens smag trækker ud i olien
Lamme-frikadeller med timian og hvidløg
Marinerede gulerødder med timian, se opskrift under ”tilbehør”
----------
Timian er også god til dekoration – en smuk kvist, der hænger og tørrer i køkkenloftet, på væggen eller på en dør
Der findes masser af varianter af timian. I køkkenet bruger vi nok mest den klassiske grønne og citrontimianen, der både kan være grøn og have gulbrogede blade. Har man endnu ikke prøvet orange-timian, har man noget til gode. Ud over af timian, dufter og smager den af orangeskal og giver den mest vidunderlige smag i sauce
Timian som lægeplante
En kop timian-te gør godt, når man er forkølet. Timian indeholder slimløsnende stoffer.Timian indeholder æterisk olie og det vigtigste aktive stof er thymol. Thymol virker desinficerende på bakterier og hæmmende på svampe. Thymol er flygtigt med vanddamp og kan optages ved indånding. Timian kan derfor bruges til dampbade imod forkølelse og lettere infektioner i luftvejene.
Den svampehæmmende effekt kan også udnyttes til at behandle fodsvamp. Her bruges timian som urtetilsætning til et meget varmt fodbad.
Timian virker fremmende på fordøjelsen og er især gavnlig til at stimulere fordøjelsen af fed mad og til at modvirke tarmluft
Lægeplante-afsnittet er skrevet af farmaceut Mette Herget, se mere på: www.herget.dk/haveapoteket
|