URTE-BUTIKKEN

Tlf:  (+45) 55 45 15 35
urte-butikken@mail.dk
Åbent fredag, lørdag og søndag kl. 12-16

   
 

LEKTION 4 - SALVIE



Salvie

Salvie - hvad er det, den smager af? - noget stærkt og grønt med en svag bitterhed og så måske lidt våd røg!

Salvie vokser uden problemer her i Danmark, og selv om vinteren kan man finde grønne blade på den til brug i køkkenet. Den kan blive mange år gammel. Den har godt af at blive beskåret, og det er jo også det man gør, når man høster af den til køkkenbrug, men skær den godt ned om foråret. Den kan sås fra frø, eller man køber en plante, hvis man ikke vil vente på, at den vokser sig spiseklar.

Ud over de fine kulinariske og medicinske egenskaber er den utrolig smuk med de grå-grønne blade og de fantastiske blå-lilla blomster, der også kan spises.

Salvie er vidunderlig til grillet laks (går godt til den lidt fede fisk).

Salvie- og rødvinsgelé til stegt vildt!

Nye, hvide asparges kogt og overhældt med varmt smør iblandet hakket salvie og strimlet parmaskinke - det er altså vild luksus.

Salvieblade på grillspyd mellem stykker af svinekød, lever, løg, tomat m.v. smager og dufter skønt.

Prøv også at lave en æble-, løg- og salviesalsa som tilbehør til andesteg eller til en svinekotelet.

Et kyllingebryst med salvie og bacon serveret med en lækker båndpasta er en hurtig og super-nem ret for hele familien, se opskrift under "hovedretter".

En kalkun-hakkebøf bliver virkelig interessant med hakket salvie, ristede pinjekerner, hvidløg og revet parmesan blandet i kødet.

Græskar (f.eks. Hokaido ) stegt i tern med hakket salvie, hvidløg, salt og peber.

Og så er der jo lige den gode, gammeldags flæskesteg. Prøv at putte groft havsalt og salvieblade ned mellem hver svær. Sværen skal være ridset helt ned gennem fedtlaget, og salviebladene kan evt. halveres på langs. Det tager måske 20 minutter at forberede stegen på denne måde, men er rigeligt tiden værd - alene for duftens skyld.

Salvie-sorbet som "mundrenser" mellem retterne til den store middag, se opskrift under "tilbehør".

Der findes mange hundrede salviesorter - smalbladede, storbladede, rødbrogede, hvidbrogede, gulbrogede og alle frugtsalvierne.


Salvie som lægeplante:

Salvie har siden oldtiden har været betragtet som et universallægemiddel. Planten blev ikke alene anvendt som lægeurt, men også til hekseri og trolddom og som elskovsmiddel.

De aktive indholdsstoffer i salvie er æterisk olie med indhold af thujon, planteøstrogen og fenolsyre. Indholdet af fenolsyrer giver en bakteriehæmmende effekt, og indholdet af thujon giver en egentlig desinficerende virkning. Tilsammen giver det en gavnlig virkning på øm hals og forkølelse.

På salviebladene vokser der en mikroskopisk svamp, der minder om penicillin, hvilket giver en god virkning mod tandkødsbetændelse, når de friske blade tygges. Indholdet af planteøstrogener forklarer den gavnlige virkning på hedeture i forbindelse med overgangsalderen.

Lægeplante-afsnittet er skrevet af farmaceut Mette Herget, se mere på: www.herget.dk/haveapoteket