|
LEKTION 16 - FENNIKEL
Dyrkes som 1-årig her på vores breddegrader og er meget nem at have med at gøre. I milde vintre kan den dog overleve og bliver så 2- eller 3-årig. Planten bliver op til 2 m høj og er meget smuk med det fine, lette løv. Også blomsterskærmene er meget kønne
Fennikel dyrkes både for rodens og for toppens skyld. Her koncentrerer vi os om toppens anvendelse som krydderurt
Så frøene i foråret, når faren for nattefrost er ovre. Når planterne vokser, tyndes der ud til 50 cm mellem planterne. Så ikke fennikel som nabo til dild eller koriander. De vil lave mystiske krydsninger. Fennikel ser også flot ud i en stor krukke
Fennikel har en dejlig sød, anisagtig smag. De fleste børn kan lide fennikel, fordi ”den smager af lakrids”
Anvendelse:
Fisk og fennikel har det godt sammen
Stegt hellefisk med fennikel-pesto
Finthakket fennikel på røget laks
Kom den i kogevandet til skaldyr
Ingen bouillabaisse eller anden fiskesuppe uden fennikel
Se en skøn vinaigrette til fisk under "tilbehør"
Læg et tæt lag fennikelstængler i bunden af bradepanden, når du steger fisk eller kylling i ovn – luk til med låg eller folie
En britisk klassiker til grillet makrel er stikkelsbærsauce med fennikel (rabarber kan erstatte stikkelsbærrene): lad stikkelsbær/rabarber simre med en anelse sukker, lidt hakket fennikel og en klat smør, til de er meget møre
Selv om fennikel er en magisk partner til fisk og skaldyr, så prøv den friskklippet over nye kartofler (eller andre rodfrugter) eller i saucen til den stegte kylling
Lammegryde med fennikel, hvidløg, tomater, grønne oliven og revet appelsinskal
Den er også god i krydderolier og -eddiker
En smuk salat af appelsinskiver, pyntet med sorte oliven, klippet fennikel og dryppet med hvidløgsolie
Se en enkel og lækker sauce med tomat, fennikel, hvidløg og oliven til pastaen under ”hovedretter”
Romerske bagere lægger en hel fennikel-blomsterkrone under store, runde brød. Den dufter herligt under og efter bagningen og laver et fint mønster i bunden af brødet. Tørrede fennikelfrø, hele eller knust, smager dejligt i hjemmebagt brød og i saucer, simre-retter, dressing. Pluk dem selv, når de ser brune og modne ud
Fennikelstænger er gode at tørre og lægge på grillen. De dufter og giver dejlig smag til maden. Løvet er ikke godt at tørre, men kan fryses
Vores overtroiske forfædre anbragte bundter af fennikel over husets indgangsdør Skt. Hans aften og stoppede nøglehullerne til med fennikelfrø for at beskytte sig mod ”troldtøj”
I Middelhavslandene vokser fennikel vildt, og især på Sicilien, Sardinien og Korsika bruges den i al slags mad. Man spiser også de hule stængler rå på samme måde som bladselleri
Der findes en ”bronze-fennikel” (Foeniculum vulgare purpureum) med gyldenbrunt løv, som er meget dekorativ, men til madlavning foretrækker vi den almindelige fennikel (Foeniculum vulgare)
|