Lægeplante-afsnittet er skrevet af farmaceut Mette Herget, se mere på: www.herget.dk/haveapoteket Nielsen & Nielsen - krydderurter - mynte

URTE-BUTIKKEN

Tlf:  (+45) 55 45 15 35
urte-butikken@mail.dk
Åbent fredag, lørdag og søndag kl. 12-16

   
 

LEKTION 12 - ISOP


isop

Isop er ikke den mest kendte af krydderurterne, men har man først prøvet den og set dens blomster, har man fået en mangeårig ven, som er utrolig nem at dyrke. Den overvintrer uden problemer her i Danmark, og man kan finde grønne blade på den til køkkenbrug også i vintermånederne. Den er ideel til sommerhushaven – kan tåle tørke og blomstrer smukt og længe

Isop er flot som kantplante i lange rækker, men gør sig også godt i store krukker. Skal man kun bruge nogle få planter, finder man dem med lidt held i planteskolerne (eller bestil dem hos os). Skal man bruge mange, kan man så den selv (det er først 2. år efter såningen, man kan regne med blomster)

Blomsterne med den fantastiske blå-lilla farve giver et farve-boost i haven uden lige. Blomstringen begynder i juni, og klipper man planten ned efter blomstringen, kan man nå at få endnu en blomstring i eftersommeren

Planten bliver omkring 80 cm i højden og det samme i bredden. Den skal skæres ned hvert forår – helt ned til den træede del af planten, så skyder den masser af fine, friske, grønne blade

Anvendelse:

Isop er den perfekte krydderurt til fisk. Læg en kvist i fadet eller på panden sammen med fisken Isop'en giver en fin duft og smag og gør fiskekødet fast og lækkert. Kvisten fjernes før servering. Den skal ikke spises – den har gjort sit arbejde

God til kyllingeretter se opskrift på ”Baskisk kylling” under "hovedretter

I kartoffelretter og med rodfrugter i øvrigt

Finthakket i en creme fraiche-sauce eller dip

God til tomat og som drys over salatskålen

Det er først og fremmest de grønne blade, der indeholder den karakteristiske, let bitre smag, men blomsterne kan også spises og pynter smukt på f.eks. en yoghurt-dressing, melonskiver, tomater, is, flødeskum. Blomsterne kan også fryses ind i isterninger til drinks

Finthakkede blade er pikant til frugt og i frugtdesserter

Isop-te (brug også blomsterne, så bliver teen blå det første minut) god ved forkølelse gerne sammen med lidt lakridsrod

Brug isop på focaccia-brød i stedet for rosmarin

Lad en stor kvist isop trække i en flaske olivenolie 2-3 uger. Det ser dejligt ud og smager godt

Isop siges at have en slankende effekt - i hvert fald er den god til at eliminere det fede i flæskesteg, and, gås, fed fisk m.m.
En lille kvist isop i en Dry Martini-cocktail er meget raffineret

Et skønheds-fif: kompresser med friske, knuste isop-blade gør godt mod hævede øjenomgivelser

Der er findes også isop med rosa eller hvide blomster. Det er vores erfaring, at disse efter nogle sæsoner kan vende tilbage til den oprindelige farve – den blå-lilla